fredag den 1. januar 2010

September 2009

Denne måned er fyldt med masser af beslutninger og ingen af dem på nogen måde lette!!
Min lille Dahli har voldt mig mange bekymringer og overvejelser... Jeg har været i tvivl om mange ting med hende, især fordi hun havde et reaktionsmønster som jeg slet ikke kan genkende på nogen hund jeg har haft eller har haft kendskab til.
I starten var Dahli en meget nem hvalp, hun var nem at gøre renlig, og hun var glad sammen med mig og de andre hunde i vores flok ikke mindst når hun og Nat-Ja var solo hos mig i Svogerslev. Men jo længere tid jeg havde hende, desto klarere blev det at der var et eller andet galt..
Jeg giver alddrig op når der kommer et problem ser jeg det mere som en opgave soom der skal løses og jeg arbejde på mange ting med hende.
Dahlí begyndte at udvise en angst for fremmede og især børn. Jeg arbejdede med det på den måde, at hun skulle lære så mange fremmede at kende, når vi gik tur eller eller hjemme hos mig selv. Således at hvis nogle af de børn som bor i nabolaget ville hilse og sige hej til hende, fik de lov til at komme ind og hilse på. Alt blev foretaget , hvor jeg var i nærheden og enten holdt hende eller hun var tæt ved siden af mig, så jeg fungerede som en støtte. Men hun kom ikke over det, det blev faktisk kun værre. Hvilket for mig var dybt frustrerende at se på. Fordi jeg ville jo gerne lære hende at der ikke var noget hun skulle være urolig for.
Jeg prøvede forskellige naturpræparater som kan virke beroligende på det individd som indtager pillerne, disse havde en lille positiv indvirken på hende.
Men angsten for især børn var for stor. Jeg kunne ikke gå tur med hende andet end jeg skulle holde meget fast i hendes snor, i det tilfælde at der kom et barn, jeg skulle vide hvad der kom omkring rundt omkring os, inden jeg faktisk kunne se det. Dertil kom der folk imod hende, så hoppede hun til siden og ville rive sig løs, så ofte måtte jeg trække så langt ind til siden som muligt, sidde på hug ved siden af hende og være en skærm mellem hende og det hun ikke kunne li.. Det hjalp kun en lille smule når jeg havde en voksen og rolig hund med mig, Nat-Ja har været suveræn til at være en beroligende faktor for hende. Men ja... det værste var at hvis hun rev sig løs ville hun ej heller komme hen til mig, hun så ikke noget som en beskyttende faktor.
Mange af hendes andre reaktionsevner når hun gik i den store flok a hunde hos mine forældre, var enten ikke eksisterende eller langsomme, dvs hun begyndte først at reagere, når de andre gjorde det og med det udtryk at hun ikke vidste hvorfor hun egentlig gjorde det.
I en måneds tid tænkte jeg at hun havde en nedsat hørelse, dette kunne forklare hendes manglende reaktionsevne i flokken. Men hørelsen fejlede for så vidt ikke noget efter hvad jeg kunne finde ud af.
Jeg prøvede at arbejde med hende lære hende kontakt øvelser, og en let øvelse at give pote, ved hjælp af klicker... med kun et enkelt klik, hvor jeg faktisk ikke tror at hun forstod hvad det var hun gjorde rigtig, gik hun fra mig efter vi havde forsøgt i 30min, jeg havde lokket med guffere og hjulpet hende på vej men intet blev forstået. Men hun gik en meter fra mig lagde sig ned med ryggen til mig og lagde sig til at sove... ingen interesse i mig guffere eller noget som helst... nu er det ikke sådan at det er første gang jeg har arbejde tmed klicker og indlørt små øvelser har indtil flere hunde, der har fattet det, og jeg forsøgte med vores 3 uger yngre tævehvalp Saschia og efter 10min kunn hun give pote både en og to med håndtegns kommando og havde tydeligt forstået hvad jeg ville. Det var det for alvor klart for mig at der var et eller andet galt!
En anden ting som gik mig på med hende var at der ikke var den kontakt som jeg har med mine andre hunde, blikket i hendes øjne var oftest tomt og udtryksløst, som kun nogen gange med skiftet ud med et kort sekund af glæde/genkendelse eller angst. Det er for dem som ikke har prøvet dybt frustrerende.
Jeg rådførte mig med dyrlæger, venner og bekendte der har lige så mange års hundeerfaring som jeg eller mere, og dertil havde jeg besøg af en af vores hvalpekøbere som har flere års erfaring med at arbejde med problemhunde. Jeg havde brug for andre øjne at se på hende og hendes reaktioner, for at se om det kun var mig og mine forældre der var galt på den.
Men vores hvalpekøber syntes ogsåat dette her var ikke en normal hvalp, en 5mdrs hvalp bør ikke synes det er bedst at ligge i et bur og lave ingenting, en hvalp bør udvise en eller anden form for reaktion når den ser noget nyt, møder et mennesker eller lignende, en 5 mdrs hvalp bør opfører sig som en hvalp og ikke som Dahlí... Vi snakkede frem og tilbage om hendes reaktioner på ting i hverdagen og hvordan hun var. Den mest tilnærmelsesvise beskrivelse af hendes opførsel er at hun opførte sig som en autist, eller et individ der havde en mentalt problem og havde lukket sig ind i sig selv... Havde hun været en normal hund igennem længere tid og en oplevelse havde ændret hende, så var der håb, men det er her er en 5 mdr hvalp.
Jeg snakkede en sidste gang med min dyrlæge omkring hende, at finde at andet hjem til hende, som jeg overvejde ville jo kun være at lade være med at tage en beslutning og sende problemet videre til andre, for en helt normal hund tror jeg aldrig at hun ville blive. Så jeg/vi tog den hårde beslutning i samråd med hendes opdrætter louise at vi sagde stop og lod hende aflive i en alder af 5mdr.
Det var noget af det sværeste jeg nogensinde at valgt at gøre, og følte mig som en bøddel, hun var en super sød lille hund, der var bare ville være i sit bur og tog man hende op puttede hun sig efter nogle minutter ind til en og blev en slap varm klump, men igen det var ikke en normal hund, og ligeså meget som jeg elskede hende frustrerede hun mig dybt, idet jeg ikke kunne hjælpe hende.

Sov sødt min lille blå tøs! Du vil altid være elsket, savnet og husket!

Sidst på måneden tog jeg endnu et valg... jeg gjorde op med mig selv, om jeg nogensinde ville kunne komme ordentlig igang med mit specialeskriveri og måtte erkende, nu havde jeg forsøgt igennem et par måneder uden held, dertil havde jeg ikke den store økonomiske kapacitet at bruge af, da jeg i flere måneder har levet på penge jeg igennem længere tid havde haft lagt til side og denne pulje var så godt som tom.... Så nu er beslutningen taget og nu må jeg så finde ud af hvordan og hvorledes jeg så stiller mig mht om jeg kan komme tilbage til studie, hvordan jeg fremover skal forsøge mig selv osv. Mange beslutninger mange ting at holde styr på.


This month is a hard month with many decisions. My little dahlia gives me so many worries!! Her behavior is not good at all. I have tried many things to train her, but with no better results. She has a huge fear of strangers especially children, I tried all the time to let her know children is not bad, and train her to meet kids of all ages, but it didn’t get any better.
I tried nature medicine to help her, so I could in that way get a bit rid of her fear. But with almost no luck at all.
I have trouble when going for a walk with her, I should know what will happen, who would come before I could see it, so I could I someway prevent her from getting afraid, or do something to keep the fear at a low point.
For a month I thought her hearing was low or gone, because her reaction in the bigger group of dogs at my parents place was slow. She only started to react when the group had been on it for a while, and then it was visual that she actually didn’t knew why she behaved that way, and that she just copied the other dogs.
I further tried to train her, but with only small or no results… very frustrating, she is not the first dog that I have had in my life and not the first puppy, so I tried many things, and different ways to learn her basic things, but yet again not very supporting results. This only could be concluded as she doesn’t have a good learning ability or interest in learning. One time she just walked away, lay down and started sleeping, that was a first even for me.
I consulted friends with many years of experience, veterinarians and one who earlier have bought a dog from us, who have worked with troubled dogs, she came to our home due to another thing, but I asked her if she would look at Dahlí, just to figure out if it was just me or… She told me straight that this was not a normal puppy, and Dahlís behavior could in some way be described as autism, og mental health problem, that she had mentally locked herself in and wouldn’t let anyone in…
The most frustrating thing with Dahlí was when she looked at you, you had no connection, no happy glimpse in the eye – it was just an empty look only for maybe a second you could have a happy look and then back to empty. Or the look was fear…
So after many thoughts, talks etc I/we decided that she deserved so just sleep and never wake up again. I made the hardest decision ever and I put Dahlí to sleep in an age of 5 months.
Sleep well my little girl – you will always be loved, missed and remembered!

In the end of the month I made yet another hard decision and I have quit my master thesis, before I handed in my final report, I have tried for the last months to write on my thesis with no luck, and now my financial status is more than critical, from where I have been taken money to live of, that amount is small to non-existing, so something had to happen. So now the decision is made, then the further work figuring out with getting my financial status good again, and so on that is something for the next few months.

1 kommentar:

  1. Det var dog en trist historie, men jeg tror du har taget den helt rigtige beslutning vedrørende Dahli. Jeg tror fuldt og fast på at hunde også kan lide af autisme i større eller mindre grad ligesom mennesker. I lettere grad kan vi sikkert klare at handle dem på den rigtige måde i hverdagen. Men i større grad kan det være så godt som umuligt at få det til at køre gnidningsfrit i hverdagen. Men det gør mig ondt for denne smukke lille dame...

    //Bente

    Godt nytår til dig, familien og alle de 4-benede

    SvarSlet